Højskolen Baobab søger praktikant til forårssemestret 2024

Vi søger en praktikant til forårssemestret 2024, som kan lide at nørde digital markedsføring, sociale medier og kommunikation. Hvad du læser er ikke lige så vigtigt, som hvad du brænder for, og du får rig mulighed for at være med til at forme dit praktikforløb. 

Højskolen Baobab er en dansk højskole i udlandet for unge mellem 18 og cirka 30 år med fokus på kommunikation, journalistik og medier. 

Vi kombinerer levende og inspirerende undervisning med tropiske rejseoplevelser, og lægger stor vægt på fællesskab og højskoleånd.

Undervisningen er ambitiøs, men med masser af plads til udforske de lande, vi rejser til. Vi fokuserer undervisningen omkring kommunikation, journalistik og medier i bredest mulige forstand, og vores elever får konkrete værktøjer og erfaringer, som de kan tage med videre i deres uddannelse og arbejdsliv. Vi er drevet af nysgerrighed på verden, og det samme er du.

Vi er en ny højskole, men med rødder tilbage fra 2012, og det giver rig mulighed for at bidrage med nye idéer, inspiration og vinkler, som vi ikke selv havde set endnu.

Det skal vi lave sammen 

Vi har en forkærlighed for digital markedsføring, og foretrækker at nørde CPM, CPC og algoritmeændringer fremfor at dyrke traditionelle kanaler såsom flyers, kataloger og printannoncer. Derfor skal du interessere dig for digital markedsføring, sociale medier og digital kommunikation.

Samtidig er vi forelskede i visuelle fortællinger, som pirrer nysgerrigheden, og som inspirerer vores følgere og modtagere til at pakke rygsækken og tage med på højskole i udlandet.

Vi arbejder med en række digitale værktøjer og annonceringsplatforme, og vi kobler løbende flere til, som vi vokser og udvikler højskolen. Vi arbejder blandt andet med:

  • Shopify
  • Google Ads
  • Meta Business Manager (Facebook og Instagram)
  • TikTok Business Manager

Dine opgaver vil primært dreje sig om at drive og udvikle vores digitale markedsføring og vores kommunikation på sociale medier. De konkrete opgaver afhænger af, hvem du er, og hvor dine specifikke interesser og kompetencer ligger. Vi forestiller os, at vi blandt andet skal arbejde sammen om disse opgaver:

  • SEO
  • SEM
  • Idéudvikling og grafisk opsætning af digitale annoncer
  • Opsætning og overvågning af digital annoncering på Instagram, Facebook, TikTok, Snapchat, Google og andre relevante kanaler
  • Blogindlæg og landing pages
  • Udvikling af nye kommunikations- og marketingtiltag
  • PR og pressearbejde
  • Tilrettelæggelse af interviews og podcasts

Det leder vi efter

Vi leder efter en person, som er nysgerrig på de mange muligheder, som digital markedsføring og digital kommunikation byder på. Du er god til at eksekvere, og du er god til at spørge, når der er noget, du gerne vil blive klogere på.

Samtidig elsker du at rejse, du holder af fællesskaber, og du har måske selv været på højskole i udlandet eller i Danmark.

Det tilbyder vi 

Du får mulighed for at omsætte din viden fra studiet til konkrete erfaringer med digital markedsføring, sociale medier, kommunikation og meget andet.

Vi er en nystartet højskole, så du får rig mulighed for at være med til at forme vores udtryk og måde at gøre tingene på, og du kommer til at arbejde med passionerede undervisere, destinationsledere og samarbejdspartnere.

Vi former dit praktikforløb, så det passer bedst muligt ind i dit studie, og de krav der er til din praktik. 

Praktikken er ulønnet, så du skal være berettiget til SU under praktikforløbet.

Praktikperioden er i forårssemestret 2024, og gerne med tidligere opstart, hvis muligt.

Ansøg

Send en kort ansøgning og et cv til job@baobab.dk.

Send også gerne eksempler på opgaver eller tidligere arbejde, du er særlig stolt af.

Læs mere om os på baobab.dk eller tjek os ud på Instagram (@baobabdk).