Cecilie Hother: ”At rejse gør mig til et bedre menneske”

Cecilie Hother: ”At rejse gør mig til et bedre menneske”

Tv-vært, iværksætter, influencer og rejseentusiast Cecilie Hother har studeret psykologi i Puerto Rico i Caribien, været på jordomrejse med sin familie og købt hus i Frankrig. Hun har rejst i store dele af verden og sat sine fodaftryk i alt fra Fransk Polynesien og Sydamerika til Afrika, Asien og Mellemøsten. Hother har nysgerrighed og rejselyst indprentet i sit DNA, og derfor lever hun også efter en rejseregel om, at hun hvert år skal besøge et nyt land.

På hendes bucketliste står Australien og New Zealand skrevet i sten, og hun drømmer sig også væk til både Nord- og Sydpolen og Grønland. Hun elsker at fortælle om verdens spidsfindigheder på sine rejser ude i verden, og hvis hun kunne leve udelukkende af det, så havde hun gjort det.

Hvad er det fede og vigtige ved at rejse ud i verden?
”Jeg er enormt nysgerrig, så det har altid været naturligt for mig at rejse. Det er sjovt, for når man nogle gange taler med venner, der tænker ’Hvordan kunne det det? Det er jo langt væk?', så har jeg slet ikke de tanker. Jeg har det sådan, at jo længere væk, jo bedre. Man udvider sin horisont, når man møder nye kulturer og får nye indtryk – og det er jo alt efter, hvor åben man er og hvor meget, man tør skubbe til sine egne grænser. At rejse er en personlig og mentalt spændende rejse. Det er lige meget, om man tager over på den anden side til Sverige og spiser hotdog med kartoffelsalat, eller om man tager til Fransk Polynesien, hvor der ikke er noget internet, og hvor man ender med at sidde og være helt i zen og kigge ud over havet," siger Cecilie Hother.

"Derfor ville jeg ønske, at Højskolen Baobab havde eksisteret, da jeg var ung, for hvis jeg kunne have proppet viden ind i hovedet, gjort mig mere moden og klar til at gå i gang med at studere samtidig med at få rejseoplevelser, så ville det have været så fedt."

 

Hvad har du personligt fået ud af at rejse?
”Jeg synes egentlig, at jeg bliver et bedre menneske af at rejse, fordi min forståelse for verdens sammenhæng bliver større. Jeg bliver et mere nuanceret menneske, og jeg bliver helt klart også et mere taknemmeligt menneske. Hver eneste gang, jeg er ude, så kommer jeg hjem og tænker ’Hold kæft, jeg har det godt’, og det kan man godt blive lullet lidt væk fra, når man går rundt, og der går lidt ’dansker-brokkemås’ i den. Nogle gange kan man jo gå herhjemme i andedammen med nogle meget små petitesser, som bliver meget store, og så kommer man ud i en anden verden og ser det hele i et større perspektiv”.

Cecilie Hother

Hvorfor brænder du for at fortælle historier fra den store verden?
"Jeg elsker at formidle, så hvis jeg kunne leve af at få lov til at fortælle små rejsehistorier på min Instagram, så havde jeg gjort det. Jeg synes, der er så mange fantastiske historier derude, hvad end det er historien om perleproduktion eller historien om søpølsen. Jeg vidste for eksempel ikke, at søpølsen var så vigtig for hele vores økosystem. At det, undskyld mig, er søpølsens lort, som er det, korallerne lever af. Så hvis ikke der er nok søpølser, så er der ikke nok lort, og så er der ikke nok koraller, som i sidste ende betyder, at der ikke er hele det her økosystem. Så det der virkelig klamme og mærkelige dyr på havbunden er vigtigt. Det synes jeg er fascinerende, og jeg synes det er spændende at dele de her små finurlige historier, som faktisk ikke er så små alligevel. Det giver nuancer til, hvad man har lært, og hvad man ikke har lært," siger Cecilie Hother.

Hvis du kunne give dit 20-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være?
”Jeg skulle have rejst meget mere. Jeg arbejdede hele tiden, og det ene job tog det andet. Jeg sagde altid til mig selv, at ’når det her job er færdigt, så tager du ud at rejse’, men problemet var bare, at det ene tog det andet, som tog det tredje, som tog det fjerde. Jeg fortryder så meget, at selvom jeg har rejst meget, så har jeg aldrig haft den helt klassiske rundt-om-jorden-tur. Derfor ville jeg ønske, at Højskolen Baobab havde eksisteret, da jeg var ung, for hvis jeg kunne have proppet viden ind i hovedet, gjort mig mere moden og klar til at gå i gang med at studere samtidig med at få rejseoplevelser, så ville det have været så fedt. Jeg tror netop, at når man er på højskole og afsted i længere tid ad gangen, så får man lov til at komme ind under huden på nogle ting og forstå kulturen lidt dybere end hvis man kun er afsted i en uge eller 14 dage. Det er helt klart, at hvis jeg kunne give mit 20-årige jeg et råd, så ville det være: Tag tiden, rejs rundt, mærk, lev og arbejd eller gå i skole et sted, så du får en større fornemmelse for, at du er et andet sted end derhjemme," siger Cecilie Hother.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Cecilie (@ceciliehother)