Matilde Kimer om sine sabbatår: ”Det var på den rejse, at jeg fandt ud af, hvem jeg var”
DR-korrespondent Matilde Kimer fik studenterhuen på hovedet i 1999. Derefter havde hun fire sabbatår, hvor hun arbejdede hårdt hver sommer for at kunne pakke tasken og rejse ud i verden hvert efterår. Hun tog på rundrejse i Asien, udforskede Latinamerika og ramte til sidst Rusland, som vandt hendes hjerte. I dag arbejder hun som udenrigskorrespondent hos DR og fortæller historier fra Rusland, Ukraine, Belarus, Kaukasus og Centralasien. Hun har boet i Moskva, men er i dag at finde inden for de danske grænser. I hvertfald noget af året, for Kimer har over 100 rejsedage, og derfor er lufthavne og rejseri en stor del af hendes liv.
Hvad er det vigtige og fede ved at rejse ud i verden?
”Jeg tror, at det er afgørende for ens forståelse af, hvordan andre mennesker vælger at prioritere og leve - eller hvordan andre er nødt til at leve. Det handler om at se, hvor privilegerede vi er. Vi har trukket en kæmpe bonus i det globale lotteri ved at være født i Danmark og have de muligheder, som vi har fået foræret. Vi kan altid snakke liberale værdier om, at man skal gribe, de chancer, man får og arbejde hårdt, men det er ekstremt vigtigt at forstå, hvor sindssygt heldige vi er. I mit arbejde smelter lyst og pligt vidunderligt sammen. Jeg kan have en næsten ekstatisk lykkefølelse, når jeg er et sted uden tilhørsforhold, og jeg møder mennesker, hvor jeg tænker: ’Du kunne være min bror’. Det er det der med, at uanset om man sidder i en landsby i Libyen, eller man går en regnvejrsdag i Tokyo, så møder man medmenneskelighed, og det er sindssygt livsbekræftende at komme ud i verden og blive mødt af. Det er ikke fordi jeg spænder pigskoene og bestiger bjerge, men jeg synes, at der er noget ekspedition over at rejse”.
Hvorfor er det vigtigt, at du - som korrespondent - fortæller historier fra den store verden?
"Det kunne jeg tale om i timevis! Jeg tror, det handler om at have en dansksproget og dansksynet repræsentant til at berette om, hvad der sker. Jeg ser mig selv som en repræsentant for Danmark - et slags filter, der viser de mest interessante ting frem. Der er mange mennesker, der vælger den del af verden, som jeg dækker, fra. Måske fordi den virker for skør, for risikabel, for underlig eller for sovjetisk, så det er min opgave at vise, at det er den ikke. Den er alt muligt andet, så jeg rusker lidt i fordommene. Jeg dækker jo ikke Tenerife eller Gran Canaria, så rigtig mange danskere har ikke nogen personlig relation til Rusland eller Ukraine. De har aldrig været der og har heller ikke planer om at skulle dertil, og derfor synes jeg, det er vigtigt, at jeg er der”.
Hvis du skulle give dit 20-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være?
”Jeg er desværre nok så kedelig, at jeg ville sige: ’Gør alt det, du planlagde, Matilde. Det bliver så fedt, og det er totalt det, du skal – også selvom det er med hovedet under armen’. Jeg kiggede på mine to søskende, som gik direkte fra gymnasiet til deres uddannelser, og jeg var målløs: ’Skal I slet ikke se lidt af verden?’. Jeg ved ikke, om de var blevet skræmt af, at jeg lallede rundt. Da jeg stod med en studenterhue trykket godt ned i panden og med tømmermænd fra alle festerne, så vidste jeg simpelthen ikke, hvad mit liv skulle bruges på andet end det skulle være spændende og sjovt, og det er det blevet. Jeg fortryder ikke mine sabbatår et sekund, for det var på den rejse, jeg fandt ud af, hvem jeg var”.
Har du et råd til unge mennesker, der gerne vil arbejde med kommunikation, journalistik og medier?
”Jeg tror på nørder, og det skal jeg selvfølgelig sige, eftersom jeg selv tilhører gruppen. Men jeg tror på, at det betaler sig at investere. Jeg har brugt tusindvis af timer på at dykke ned i russisk historie, kultur og sprog. Det er sådan set lige meget, om det er makroøkonomi eller Kina-studier. Det handler om at turde stå ved det, man synes er fedt og turde risikere, at man ”spilder tiden” på den måde, at man ikke får arbejde, som det man drømmer om, lige med det samme. Jeg trådte ikke ud af min uddannelse og direkte ind i korrespondentrollen. Jeg har brugt så mange timer på at dygtiggøre mig og vente på, at den rigtige chance bød sig. Derfor må jeg bare sige – og nu lyder jeg som en på 88 – at flid og tålmodighed går aldrig af mode, og det kommer aldrig dårligt igen. Fokusér på vejen derhen og ikke målet, for det er turen, der er livet”.