Sådan foregår undervisningen på Højskolen Baobab

Sådan foregår undervisningen på Højskolen Baobab

Vi får mange spørgsmål om, hvordan det fungerer med undervisningen på en højskole i udlandet. Højskolen Baobab er bygget på nysgerrighed, inspirerende rejseoplevelser og ikke mindst et stærkt højskolefællesskab, og det skinner igennem i vores undervisning. Vi har samlet en række spørgsmål og svar, som kan gøre dig klogere. 

Kræver det et snit at komme ind?

Det kræver intet karaktersnit eller nogen bestemt ungdomsuddannelse at tage på højskole i udlandet med os. Du skal være fyldt 18 år, og have lyst til at opleve verden, blive klogere på kommunikation, journalistik og medier og til at lære andre mennesker at kende. 

Er der eksaminer i løbet af opholdet?

Hos os er der ingen eksaminer. Vi vil gerne give dig mulighed for at få en pause fra karakterræset, så du kan trække vejret og kan fordybe dig i det, du er nysgerrig på. 

Hvis du deltager i mere end 75 pct. af undervisningen modtager du efter højskoleopholdet et højskolebevis, som dokumenterer, hvad undervisningen gik ud på, og at du har gennemført opholdet.

Hvilken slags undervisning er der på højskolen?

Under opholdet er der tre undervisningsforløb. I det første arbejder vi med at fortælle gode historier, mens vi i det andet nørder medier og kanaler. Til slut kombinerer vi de to i et konkret projekt. Al undervisning foregår samlet i hold, men undervejs vil I komme til at arbejde både individuelt og i grupper.

Vi vil afprøve den teoretiske viden i praksis ved at komme ud af undervisningslokalet og tæt på den kultur, der omgiver os. Det kan være en god idé at medbringe en computer til undervisningen, men du kan også nøjes med din mobil eller tablet, hvis du foretrækker det.

Læs mere om undervisningen her. 

Foregår undervisningen på engelsk?

Selve undervisningen foregår på dansk, men du vil få rig mulighed for at få styrket dine sprogkundskaber, når vi bevæger os rundt i nye kulturer, og når du rejser i rejseugerne.

Hvem er underviserne?

På Højskolen Baobab vil du opleve at møde undervisere i øjenhøjde. Alle vores undervisere har erfaring fra medie- og kommunikationsbranchen, så du er i trygge hænder. De brænder for at rejse og opleve verden, og så er de dygtige til at videreformidle på en inspirerende måde. 

Mød nogle af vores undervisere og destinationsledere her.

Hvilke fag er der på Højskolen Baobab?

Vores fokus er på kommunikation, journalistik og medier. Vi undersøger, hvordan forskellige faggrupper arbejder med fortællinger, og vil blandt andet komme ind på journalistisk vinkling, reportage, fortælleteknikker, kommunikationsteorier og interviewteknikker.

Undervisningen er både for dig, som gerne vil søge ind på en medieuddannelse med optagelsesprøve, og for dig, der er nysgerrig på at lære nogle konkrete kommunikationsmetoder, som du kan tage med i dit job eller på dit studie. Derudover er et højskoleophold i udlandet en god måde at booste din kvote-2-ansøgning, uanset hvor du søger ind.

Hvor meget er skemalagt?

I hverdagene er der undervisning mellem kl. 9.00 og cirka 13.00. Herefter kan du vælge at arbejde videre med dagens emne, eller du kan tage på eventyr, nyde solen, snorkle langs kysten, udforske det lokale køkken eller stene i en hængekøje. Vi er ambitiøse i vores undervisning, og der er både plads til at nørde igennem og til at koble af - det er helt op til dig.

De tre undervisningsforløb er planlagt på forhånd, og du kan læse mere om dem her. Udover undervisningsforløbene er der indlagt to rejseuger, hvor rejselysten kan få frit spil.

Er der undervisning i weekenden?

Undervisningen er forbeholdt hverdagene, hvor vi fordyber os i de forskellige fag og emner. I weekenderne er der både plads til at opleve, feste eller rejse rundt i lokalområdet, og til at lade op til den kommende uge. 

Under hvert ophold er der indlagt rejseuger, hvor du selv kan bestemme, hvor du har lyst til at tage hen. De fleste rejser i grupper med andre fra holdet.

Hvad lærer jeg på en højskole i udlandet? 

Ved at tage på højskole i udlandet får du mulighed for at kombinere fællesskab med eventyr og læring i nye omgivelser. Du får indsigt i fremmede kulturer og bliver klogere på verden og på dig selv.

På Højskolen Baobab bliver du klogere på kommunikation, journalistik og medier. Og så får du konkret erfaring i samarbejde med en lokal virksomhed eller ngo i det land, vi rejser i, hvis du vælger det i det afsluttende undervisningsforløb. Du får også erfaring, du kan skrive på dit CV eller benytte i forbindelse med optagelsesprøver eller samtaler i forbindelse med ansøgning til en videregående uddannelse.